(…)
Der var en lidt dårlig stemning omkring bordet i graverhuset.
Klokken var blevet halv ni og der kom et nyhedsoverblik på tv: Miljøministeren vil bruge 1,4 millioner til blandt andet GPS-overvågning af de 15 ulve i DK.
Hvad vil hun? Skreg graveren og præsten i kor.
Hva …, præsten var uhyggelig tæt på at bande. Han så helt vild ud i ansigtet, der antog en dybrød farve.
Vær lige stille, sagde graveren.
Vi forventer de nye initiativer iværksat i løbet af det første halvår næste år, forlyder det fra miljøministeren, lød det fra fjernsynet.
Både graver og præst sad i dyb resignation, depression og en tiltagende følelse af afmagt.
Og så skal de så sidde og kunne følge ulvene, når de render rundt i Danmark og hygger sig. Skal den ved Rungsted Golfklub også have en GPS, kom det ironisk fra graveren?
Den hører man nu ikke det store til.Der er lavet masser af forsøg med GPS på ulve i udlandet – hvorfor så også her?!?
Det er forrykt, udbrød graveren, – 1,4 millioner til GPS + hegn omkring Vestjylland, pastorale italienske hunde til 40.000 stykket.
Hvorfor tror du, at de der ulve med vold og magt skal ud i naturen her i Jylland?
(…)
De har før forsøgt det med GPS, men de kunne ikke fange nogle ulve, men det vil de så åbenbart prøve igen.
Hvad er det så lige, man skal bruge det, man får at vide om ulvene fra GPS’en, ville graveren vide.
Ja, man kan frygte, at det en gang for alle påvises, at ulve er langt væk fra mennesker, både boliger, landsbyer, huse i skoven, så der til sidst ingen argumenter er for, at der ikke skal være ulve i Danmark – altså Jylland.Vi er tilbage ved kattekillingen, den daggamle kylling og Tøjbamsen. Da vi begravede den første ulv under greven, var vi i knibe.Da vi sendte den anden til Rungsted Golfklub var det en næstekærliggerning overfor Vera og Vagn og de andre fåreavlere. Hvis vi skal gøre noget nu, er det sådan mere på et højere plan.
Hvad mener du med det?
Jo, sådan overordnet – vi bliver mere hele Danmarks befriere, når det gælder ulve. Sådan en slags frihedskæmpere.
Graveren lyste noget op; han var ellers ved at gå noget død i præsten talestrøm – når først han talte sig varm, så…
Hvem kan vi ”arbejde” sammen med? Præsten så tænksom ud. Hvem er også træt af ulve udover fåreavlere,og jægere?Jo, det er mødre – mødre til børn – til småbørn. Uanset hvad alle forskere i hele verden til sammen vil sige om børnevenlige ulve – alle som en vegetarer – så vil en mor være utryg ved en ulv i nabolaget.
Kan man regne med, at de der kloge folk vil komme frem med alle de oplysninger, de får fra GSP’en?
Øh, du rører ved et ømt punkt. Alle forskere vil til deres dødsdag bedyre, at de har formidlet den eneste sandhed om deres forskning. Desværre viser virkeligheden, at også i de kredse er der brodne kar.
Jamen, kan vi så overhovedet gøre noget? Graveren var tæt på at gå død. Der var stille en rum tid.
Kunne du tænke dig at blive forskningsassistent?
Graveren lød noget forbavset og overrasket: Forskningsassistent?!
Selvfølgelig ulønnet – og i løndom!!
Hvad vil det sige at være forskningsassistent?
Ja, at du hjælper en forsker med forskning.
Hvordan er det lige, det skulle være? Hvad skulle du så være?
Jeg kunne hjælpe forskningsassistenten. Hvis vi kunne få fat i en af ulvenes GPS, så kunne vi lade GPS’en komme alle de steder, hvor mødres kæreste eje færdes tidlig og silde.
Graveren var med: Ja, skovbørnehaver, bybørnehavers anlæg i skove og relativt øde steder, ved legepladser. Jamen de mødre ser jo ikke en ulv, men kun dig, der går rundt med et GPS-halsbånd.
Hvad er vitsen ved det?
Jo, vi får set, om forskerne er ærlige. Og hvis de ikke er, lader vi det sive til DR og TV2, at der er problemer med formidlingen af resultaterne. Det kan være, der pludselig opstår uforudsete muligheder.
Det er meget bedre at antyde et problem, end at påvise det i virkeligheden. Fantasien har en indbygget V12- motor – virkeligheden er generelt kedelig og overkommelig.
Så er der lige den detalje, hvordan vi får fat i det halsbånd – uden ulv.Graveren grinte pludselig overbevisende: Vi er trods alt de to i Danmark, der har en vis erfaring.
Ja, det må man sige, kom det tørt fra præsten. Nå, jeg må over på kontoret og lave lidt. Lad os tale sammen om det senere.
Præstens mobil ringede før han var ude af døren.
Ja, det er sognepræsten.
Goddag, det er fra Aftenshowet på DR1, mit navn er, og nu præsenterede journalisten sig ved sit fulde navn.
Der er noget om, at du medvirkede i DR2s gudstjenester fra en af dine kirker sidste år og programmet faktisk begyndte med, at du og din hund gik ud over kirkens marker, og du blev så interviewet inden gudstjenesten om jagt og din glæde ved den.
Jo, det er korrekt, – øh , ja.
Følger du med i ulveproblematikken, som er oppe i nogle medier for tiden.
Joh, det har jeg godt hørt lidt om.
Vil du medvirke i først TV-avisen og siden Aftenshowet om det emne i din egenskab af jæger i det jyske?
Øh, æh, hvem er de andre i debatten?
Jamen det er Miljøministeren,
Forpersonen for Dansk Naturfredningforening,
lederen af Ulveforskningscenteret i Aarhus og en bestyrelsesforpersonen for foreningen Ulvens sande Venner.
Graveren skrev med kæmpe bogstaver på et stykke papir. Sig ja, Sig ja!!Alt imens han fægtede med arme og ben.
(…)
Og et par dage efter – en tidlig morgen – lød alarmen endnu engang, og så var det afsted, og denne gang, var den god nok. De ankom begge nogenlunde samtidig til graven, hvor ulven havde forsøgt at springe op i den tabte frihed. Men de glatte plader på gravens sider gjorde, at ulven ikke kunne få fat og forcere åbningen. Den stod nu nede i graven – afventende – med smalle ulveøjne – som taget direkte fra en tegneserie, som fulgte de yderst stereotype ulveforestillinger af neurotisk herkomst. Den er stor, sagde graveren.
Den er stor, lød ekkoet fra præsten. De var tydeligvis overrasket overstørrelsen. Den er væsentlig større end den fra Nytår!
Graveren havde kassevognen med og gjorde klar til at fragte ulven til maskinhuset, hvis ellers de kunne få tag i den. De havde været forudseende, så de havde tre store 3×3 stolper med, som fastgjort i toppene med en talje ville gøre det nemmere at hejse dyret op.
Den stod stadig afventende – ventende på sin skæbne, hvad den så end var.
Det lykkedes både graver og præst af få et ben i de løkker af snor, de havde ladet ligge på gravens bund, og som ulven trådte i, indtil der blev holdt tot fra oven og trukket igennem.
Det brød ulven sig ikke om.
De havde begge store arbejdshandsker på for det tilfældes skyld, at ulven blev knotten.
Ulven vred sig, men hang i luften uden at kunne gøre det store – den kunne i hvert fald ikke få fodfæste og komme op.
De havde nu alle fire ben i løkker, og fik for- og bagben i hver side bundet sammen og først én og siden yderlige én løkke omkring ulvens snude, så den ikke kunne bide dem – hvad der næppe var særligt sandsynligt, hvis man skulle tro Ulvens sande Venner!
De fik hejst ulven op i benene, fik halsbåndet af ulven, Det var nu ikke helt let uden at ødelægge låsen. Halsbåndet blev undersøgt grundigt efter alle kunstens regler.
Øv, sagde præsten, de kan se, vi har fumlet med låsen.
Hvis du mener biologerne, så får de aldrig halsbåndet at se. Det falder selv af – og der sker først, når de ikke kan se signalet pga for lidt strøm – slap helt af.
Præsten følte sig ikke overbevist.
Vi skal arbejde hurtigt med at få ulven i buret, og så har du første tur med halsbåndet.
Hold fast, sagde præsten, det bliver hårde 3 uger – pyh ha!
Jo, men det giver også mening – vi gør trods alt noget, hvor alle andre bare brokker sig og er kloge som en flok bolværksmatroser!
Præsten tog sine løbesko på og satte afsted med halsbåndet i en lille poselignende rygsæk.
De havde sammen kikket på kortene over området og kunne ved hjælp af en mountainbike køre noget på tværs af skovvejene – dels løbe i uvejsomt terræn, holde hvil og i øvrigt gebærde sig, som de troede en ulv ville.De havde også udset sig de tre skovbørnehaver, som de i løbet af de næste par uger ville kredse omkring med halsbåndet. Det havde været et større forarbejde – og dyrt.
Graveren havde brokket sig noget: Kan vi ikke få tilskud til det her?
Spørg Miljøministeren, kom det lettere sarkastisk fra præsten.
(…)
Ved et vagtskifte mødtes de ude i skoven.
Det var graverens tur, og han var noget oprørt.
De vil prøve at kombinere signalet fra GPSén med en drone, så de kan se, hvad der foregår, sagde han stakåndet!
What the øh, what the …nærmest råbte præsten.
Graveren havde set en stor rå ude ved vejen, som var kørt ihjel få timer tidligere.
Den tager jeg mig af, sagde præsten. Ulven får lov til at flænse den og æde nogle af indvoldene. Så hiver jeg råen ud af buret igen.
Og så serverer vi den for ulven foran skovbørnehaven i morgen tidlig, når fru Smart i en Fart kommer drønende.
Smart præst i en Fart, kom det stakåndet fra graveren.
Nu kunne de pludselig høre en ukendt summen i nærheden.
I et nu gik det op for dem, at det var en drone.
De løb alt, hvad de kunne ind i skoven og var så utrolig heldige, at der var unge rødgranner, der ikke var tyndet ud. De kastede sig ned under dem og blev liggende – musestille.
Dronen kunne ikke komme tæt på – holdt sig i luften temmelig længe – og halsbåndet og dets bærere blev liggende, indtil mørket havde sænket sig.
Pyha, hviskede præsten. Nu er det lige morsomt nok!
De kom hjem i en fart – efterlod halsbåndet i en tykning og fik i stor hast gjort klar til næste morgen.
1½ time før solopgang, havde de fået halsbåndet placeret på ulven og kørte nu i graverens kassevogn i nærheden af skovbørnehaven. De skulle holde hovedet noget koldt for at holde styr på, hvilke reb, der var til hvad.
Ben, hoved, snude…
Halsbåndet var sikret godt, og de havde så et reb hver, som var en tur omkring halsbåndet, så rebet lå dobbelt. På et givent signal, ville de så trække i den ene ende af rebet og ulven ville være fri.
Fru Smart var altid meget præcis – kom ret tidligt – næsten altid uden at andre var i nærheden.
En lille forkølet Seat var kørt tilbage af skovvejen og hurtigt fik præsten smidt rådyret ud midt på vejen. Ulven havde de relativt styr på, og nu kunne de høre brølet fra AUDIén.
Ulven stod nu oven i råen og åd løs, bilens lygter oplyste dyret – og de kunne se fru Smart inde i bilen – stærkt gestikulerende!
Pludselig lyden af summen – nu en drone med lys.