Efter sidste salme går præsten ned og stiller sig i kirkens nordside og kirkesangeren kommer i modsatte side og står så langt foran kisten, så I, der skal bære, kan komme op i den rækkefølge, I har aftalt.
Lidt mere kaffe? En af de pårørende tilbød bedemanden mere kaffe, mens hun holdt kanden fra kaffemaskinen i hånden.
Jo, tak, lige en halv.
Kisten bæres nu ud af kirken, og normalt holder rustvognen lige udenfor kirken, men da lågen ved kirkediget er ganske smal, eller rettere for smal til, at rustvognen kan køre derop, bæres kisten ned ad gangen, gennem lågen og ud til rustvognen, som holder der umiddelbart udenfor i gruset.
Da bedemanden sagde ”gruset”, havde han trækninger ved højre øje – de fleste ville nok ikke lægge mærke til det i sådan en alvorlig situation.
Når I så har sat kisten ind i vognen, er der mulighed for at lægge en blomst – typisk en rose – på kisten som en sidste afsked.
Der var nogle øjeblikkes stilhed. De pårørende kunne se det hele for sig og sad bare ganske stille hver især.
Så lukker jeg bilen bagtil og kører ganske stille – i mindre end almindelig gå-tempo ned mod vejen, og I følger efter vognen ned mod asfaltvejen, hvor jeg så kører til højre og I bliver stående i gruset.
Igen havde han trækninger ved højre øje, da han sagde ”gruset”.
Der var stadig stilhed blandt de pårørende.
Nogle spørgsmål? spurgte bedemanden forsigtigt med høflig tone.
Det synes der ikke at være.
Bedemanden pakkede sine papirer sammen, de udvekslede høflighedsfraser og bedemanden gik ud til sin bil og kørte hjem til firmaet.
…
Bisættelsen gik lige nøjagtigt, som bedemanden havde gennemgået.
Umiddelbart inden bedemanden satte sig i vognen for at køre ned ad grusvejen, vendte han sig mod følget, gav et kort nik, og satte sig ind på førersædet.
Han startede motoren, som havde været slukket, en 6-cylindret V6 3,2 l – han gjorde alt for, at den blot gik i gang, og bedemanden skulle nu forsigtigt koble til og holde så passende fart, at han ikke kørte fra følget eller kørte for langsomt, så de forreste pårørende blev presset bagfra af følget.
Han koblede til.
Jeg gør det, jeg gør det kraftdeme, nu skal det sgu være.
Bedemanden havde den største lyst til at træde speederen i bund, så den 3,2 l V6 – motor brølede, flytte foden fra koblingen, så forhjulene lavede hjulspind så gruset stod op i mindst 2 tykke stråler.
Det ville selvfølgelig bringe total kaos, følget ville blive fuldstændig ude af den – tro, at der var sket en teknisk fejl af dimensioner, at bedemanden havde fået et ildebefindende.
Men det var ikke sandheden. Sandheden var, at man ikke et helt liv skulle køre i sneglegear, hele tiden holde øje med følget, afpasse hastigheden, levere varen, aldrig gøre noget galt.
Bedemanden havde sådan en lyst til at gøre noget galt. Det red ham som en mare – en kæmpe fristelse – en besættelse. Ingen som kendte ham ville tro det om ham – denne pæne mand, altid venlig, imødekommende, smilende, hjælpsom, afbalanceret, høflig, taktfuld til perfektion.
Et kik i sidespejlet fik ham tilbage til virkeligheden. Han var kommet lidt for langt fra. Han måtte koble en lille smule ud, så den rette afstand indfandt sig igen.
Han havde engang holdt ude på en sidevej – en markvej – kørt bedemandskørsel, for så pludselig at koble ud, gasse motoren op til mange tusinde omdrejninger, flytte foden fra koblingen, så forhjulene nærmest gravede sig ned i sandet, fik fast grund under hjulene, for så at blive rykket frem med sådan en fart, at han var ved at miste herredømmet over vognen.
Hold kæft, det var sjovt, men beruselsen forsvandt hurtigt. Det var jo en markvej – tilmed på et øde sted tæt på et større hedeareal. Ikke rigtig perlegrus – Faldgrus 2-6 mm – hans foretrukne grus.
Det skulle være ved en rigtig bisættelse – og dem var der heldigvis flest af. Da han begyndte som bedemand 19 år tidligere var det nærmest fifty fifty kistebegravelser og bisættelser.
Men nu var det måske 7 ud af 10 – ja nærmere 8 og ud af 10. Det gjorde fristelsen endnu større.
Han var nu nået ned til enden af gruset ved kirkens parkeringsplads – svingede ud på asfaltvejen – holdt stille et øjeblik – for så at trille ganske langsomt i 1. gear hen ad vejen og efter ca 150 m var han ude af de pårørendes synsfelt. Han skiftede lydløst op i 2. gear – lidt efter til 3. og passerede byskiltet og var hurtigt ude af bymæssig bebyggelse.
Skulle han geare ned i 2. og give den fuld gas? Han skulle heller ikke vække opsigt ved krematoriet ved at komme meget for tidligt – der havde man papirerne på bisættelsen med tidspunkt og det hele.
Han gearede ned, motoren brølede og han kørte faktisk ikke stærkt – 80, men der var et afsindigt ryk ved de høje omdrejninger. Vejene var små og slyngede, så det føltes mere stærkt end det var.
Åh, det gjorde ham godt – sømmet i bund – op i 3. og – ud af det blå kom en personbil imod ham, og kun fordi begge førere var agtpågivende, lykkedes det dem at undgå et sammenstød.
Han så i bakspejlet, at personerne på bagsædet vendte sig om og kikkede. Bilen holdt faktisk stille – den havde i hvert fald bremselygterne aktiveret.
Han nåede nu hovedvejen, blinkede, og var i den grad grebet af en fartdjævel, så alle hans forsvarsmekanismer var sat ud af kraft,
Vejen var lige – den var tør – der var ingen andre biler – det var sømmet i bund.
100 -110 – 120, åh, hvor var det godt, befriende, forløsende – han var flyvende.
130 – 140 – 150. Det var småting for en vogn med en sådan motor.
For helvede – en politimand stod og gloede ind i en slags kikkert ved vejsiden og ved næste parkeringsafkørsel blev han vinket ind på sporet.