Hej, det er mig, vil du godt sætte kirkens flag på halv.
Jo, ja, – æh, hvem er dø? Jeg kan se du også flager på halv i præstegårdshaven.
Der var nu tavshed i nogle øjeblikke.
Øh, er du der? kom det fra graveren.
Ja, sagde præsten.
Hvem er død? Spurgte graveren igen.
Efter endnu flere øjeblikke kom det med livløs, monoton, apatisk stemme:
De har udråbt plantagen til naturnationalpark!
Hvad har de – jamen, jamen, det kan de da ikke. Hvad i hede hule – graveren bed det følgende ord i sig.
Kommer du ikke lige over?
Jo, kom det fra præsten
…
Graveren havde fundet to snapseglas frem og en rød Aalborg. Imens fortalte han om årene i plantagen, at de i mange år havde indhegnet områder og lade selvsåede træer af alle mulige slags vokse, plante nyttetræ på de bare stykker. Og selvfølgelig havde de også plantet – hovedsagelig gran, men også fyr til nyttetræ, som man gør i en plantage.
Mange forstfolks livsværk var ved at blive formøblet af fagligt uvidende teoretikere.
Vi må have noget at styrke os på!
Ja, undtagelsesvis en snaps fra morgenstunden. Præsten drak aldrig spiritus eller øl før til aften – det duede ikke at lugte af den slags.
Graveren hældte helt op til randen, nikkede til præsten, at han skulle tage sin, de løftede glasset og graveren sagde: Skål!
Skål, kom det vrissent fra præsten – der er ikke noget at skåle for.
De tømte de ret store snapseglas i en mundfuld, og begge satte glassene på bordet.
Graveren åbnede den røde Aalborg og skænkede 2 fyldte glas.
I håbet om, at det aldrig bliver til noget, sagde graveren.
I håbet om, at det aldrig i evighedernes evighed bliver til noget, lød det aggressivt fra præsten.
Graveren tændte tv-apparatet, som viste miljøministeren med et stort smil på og med et kort over nationen, hvor naturnationalparkerne var angivet på kortet.
Sluk! Nærmest skreg præsten. Det er blasfemi, helligbrøde, kætteri, forræderi, han var ved at hidse sig voldsomt op.
Vi snupper lige en snaps mere, prøvede graveren.
Nej tak, meldte præsten bestemt – der har aldrig i nationens levetid været mere brug for ædruelighed, klarsyn, besindelse, indsigt, handlekraft – end netop nu!!
Hvad gør vi? kom det fra graveren.
Som vi plejer, sagde præsten, tager aktion. Vi er stadig en del af den levende Guds slagrækker.
Graveren syntes egentlig ikke, han var en del af den levende Guds slagrækker, men var helt med på at stikke en kæp i hjulet på dette galmandsværk.
Præsten gik uden at sige farvel. På vej op ad vejen til præstegården, hev han nøglen til postkassen op af lommen og åbnede – der var avisen og en konvolut.
Han vendte konvolutten om, så adressat og afsender blev synlig for ham.
Dansk Naturfredningsforening stod der nede i venstre hjørne – det måtte være en fejl – og hans kones navn stod på en label på brevet og tilmed var der et medlemsnummer.
Hvad sker der? mumlede præsten. Han var nu endnu mere foroverbøjet, duknakket, og med slæbende skridt – han var blevet en olding på et splitsekund – sådan følte han det i hver fald.
Så vågnede han op. Noget dybt inde i ham vågnede op – en slags Holger Danske – hvad bildte Lisa sig egentlig ind?
Han gik ind i præsteboligen, lavede en kop stærk kaffe og satte sig ved bordet og kikkede ud i haven.
Lisa havde været i aftenvagt og havde sovet lidt længe. Hun kom nu ned ad trappen i morgenkåbe.
Hvad er dette? Kom det temmelig vrantent fra præsten, mens han holdt brevet oppe i den ene hånd, som om det var det endelige
bevis, der fældede en ugerningsmand taget på fersk gerning.
Åh, det er kommet. Hvor godt!
Hvor godt? Hvad har du med Dansk Naturfredningsforening at skaffe?
Jeg har meldt mig ind! Vil du også være medlem?
Om jeg vil være medlem? Hvad tror du? Den forening har været en mere end medvirkende årsag til, at plantagen er blevet udtaget til naturnationalpark. Er du klar over det?
Så lykkedes det – nej, hvor herligt. Det må jeg lige ringe og fortælle Vibeke.
Er Vibeke også med i den sammensværgelse – konspiration – syndikat – der kom nu nogle uartikulerede lyde fra præsten.
Ja, ja!
Ved graveren det?
Ja, mon ikke! Nej, hvor spændende!
Præsten sendte graveren en sms. En ulykke kommer ikke alene – Lisa har meldt sig ind i Dansk Naturfredningsforening – har Vibeke også det?