(Graveren og præsten er kommet til Polen for at undersøge nogle suspekte forhold)
Faktisk havde de fået modet tilbage og lovede hinanden inden de faldt i en tung søvn, at slaget i Polen – dér ville de gå ud sejrrige!!
I løbet af næste formiddag gik turen videre til den polske grænse og videre ind i Polen. De overnattede, holdt sig fra polsk øl, og satte tidligt om morgenen afsted
10
mod det østlige Polen – tæt ved den russiske grænse, hvor det jagtresort var, de skulle besøge.
Sidst på eftermiddagen nåede de frem til stedet, som lå mildest talt isoleret og øde i et større skovområde.
Nogle af bygningerne var renoverede og andre var under forandring til det bedre. Graveren og præsten blev taget imod af værten – en yderst venlig og delvis tysktalende mand midt i livet.
De blev indkvarteret på passende vis og skulle så i de næste dage på jagt med guide for at skyde hjortevildt og grise.
De blev bespist og forhørte sig om mødetidspunktet for morgendagens jagt + forskellige relevante detaljer. De havde forventet, at der var andre jægere, men det var ikke tilfældet.
Både graveren og præsten var enige om, at trods fokus på denne tur ikke var jagt i egentlig forstand, skulle de virke begejstrede – især, hvis det lykkedes dem at få nedlagt vildt.
Og sådan gik det. De fik både skudt hjortevildt og grise, der blev taget billeder, smurt blod i panden med grankost.
Det viste sig, at det på 3. dagen var værtens fødselsdag, hvor nogle af vennerne kom og spiste med ved aftensmaden. Den bestod selvfølgelig af en lokal polsk vildtret og en del vodka.
Det begyndte med, at værten skænkede vodka op i alles glas, som minimum rummede 5 centiliter, hævede sit eget og råbte: Djænki, som efter alt at dømme betød SKÅL! Google translate kunne senere afsløre, at det stavedes Dzieki.
Humøret og snakken bordet rundt gik på få øjeblikke fra moderat mumlen til heftig og med latterudbrud. Der blev skænket overstrømmende – præsten signalerede til graveren, at de skulle holde igen, så de ikke mistede fokus for deres mission.
På et tidspunkt faldt der lidt mere ro over bordet, og præsten spurgte værten, om der var ulve i området? Det oversatte han åbenbart til polsk, for pludselig var der påfaldende stille og alle kikkede lidt forlegne rundt.
Om de to jægere gerne ville skyde en?
Øh, joh, ja, er det muligt og i så fald, hvad koster det?
15.000
11
Zlothy?
Nie, euro.
Det gav et ryk i både graveren og præsten. Kan man købe en levende ulv her i området.
Det oversatte værten og de andre skulede noget op og hen på de to danskere.
Præsten hev en A4-samlemappe op af tasken. Alle fulgte interesserede med, han åbnede dem, og tog en del billeder frem på A4-karton. Det var billeder af de fremmeste ulveforskere i Danmark, ledende personer indenfor landbruget og ikke mindst naturfredningsforeningerne og Ulvenes Sande Venner.
Det var tydeligt på billedkvaliteten, at de var taget fra nettet.
Alle kikkede undrende på billederne, der blev lagt frem på det store plankebord.
Har nogen af jer solgt ulve til nogle af disse personer, spurgte præsten værten, som lidt nølende oversatte til polsk.
Nie, lød det hovedrystende fra alle. Dog var det påfaldende, syntes både graver og præst, hvordan nogle af selskabet så mere intenst på visse billeder end andre.
Nu var det graveren, der hævede sig glas og udbrød: Dzieki!!
I samme øjeblik blev begge døre til rummet åbnet meget brutalt, og mange politifolk trængte ind i rummet. Der opstod tumult, ingen havde mulighed for at undslippe.
Graveren og præsten fandt sig selv liggende på gulvet, hænder på ryggen og med håndjern.
Det gjaldt alle. En af politifolkene var åbenbart den ledende, og han beordrede en politimand at indsamle billederne på bordet, og hvad der i øvrigt var af interessante ting i lokalet.
Derefter blev alle kørt til den nærliggende politistation, som på ingen måde var nærliggende.
Graveren og præsten var i hver sin bil sammen med en af gæsterne, som i øvrigt så olmt på dem og brokkede sig gevaldigt, mens de gentog nogle vendinger, som præsten mente måtte være bandeord.
Da de ankom til politistationen i en mindre by, kom de i hver sin celle, som var primitiv og lignede noget helt andet end de luksuslejligheder, de danske 12 fængsler er udstyrede med.
En briks med noget, som skulle ligne en madras – hård som sten. Et hul i gulvet – toilettet, en stol, en vandret plade skruet fast på væggen, som skulle udgøre det for skrivebord.
Næste morgen efter morgenbuffeten, som bestod af tørt brød, lidt pølse og vand, blev de hver især afhørt. Tyskkundskaberne på begge sider gjorde ikke afhøringen særlig præcis, men præsten opfattede da, at politiet gerne ville høre, hvem de personer på billederne var. Til politiet havde samtlige polakker på jagtresort’et sagt, at de to jægere var kommet for at sælge ulve – for at styrke den polske ulvestammes DNA.
Præsten måbede.
