Der lød et kæmpedrøn. Rovdyret slap sit greb og faldt til jorden – hinden stoppede op, stod og vaklede, sundede sig lidt og gik lidt videre i retningen af rudlen.
Hold da kæft mand – jeg fik den, råbte graveren.
Præsten kom ned af stigen, og begge jægere nåede omtrent samtidig frem til rovdyret.
Det er en ulv! Det er en ulv, gentog han.
Ja, det er en ulv.
Jamen, den har to indgangskugler. Skød du også?
Ja! Øh- ja!
Hvorfor skød du?
Jamen, den angreb hinden!
Ulven er død.
Ja, den er død – fuldstændig død.
Det er ulovligt, sagde præsten.
Jah – joh – det kan godt være, men den er da træls at have gående.
Hvad skal vi gøre ved den? Han så sig omkring. Kan vi grave den ned?
Det bliver ikke på min jord.
Graveren havde 60-70 ha blandet skov og mark – præsten mente, det var en mulighed. Og hvis så nogen kom og gravede den op, eller et dyr gravede den op – på min jord – ja, det ville være kønt med retssag, farvel jagttegn – aldrig.
Hva – æh. Jeg har et gammelt halsbånd fra dengang, vi havde King – så kunne vi kratte lidt i telefonnummeret, så det blev utydeligt. Og så kunne vi – æh, sætte det på ulven.
Og hva så? Hva sku vi så? Den er ikke go, den her.
Din mobil ringer, sagde graveren.
Åh, ja, den er på lydløs.
Mobilen lyste og præsten tog den.
Ja, det er præsten.
Graveren kunne forstå på samtalen, at det var bedemanden.
Nå, ja, jamen det var da godt den gamle greve fik fred – nå, han døde her til morgen. Jaså.
Om begravelsen kan blive på næste lørdag? Præsten skævede over til graveren, som nikkede.
Er det en begravelse eller bisættelse, spurgte præsten.
Det er en begravelse, selvfølgelig på det store familiegravsted vest for tårnet, kunne graveren høre fra bedemanden gennem telefonen.
Ja, jo, det er klart.
Jo, jeg kan godt komme kl 10 i morgen formiddag.
Ja, det er vist passende.
Godt, jeg kommer.
Præsten afbrød forbindelsen.
Gave, sagde graveren.
Hvorfor siger du gave?
Kan du ikke se det. En gigagave at få gravet et kæmpestort hul på kirkegården med plads til en stor flot egetræskiste med Dannebrog, sabel og hjelm – og en ulv!
Nu stopper du! Tror du jeg vil miste mit embede for tid og evighed.
Godt, ulven er din!
Lad os nu lige tale om tingene. Præsten var blevet noget utilpas.
Del 2
Den skulle skydes, kom det vredt fra graveren, forbandede ulv.
Ja, men hvad var det vi aftalte sidst – det går ikke. Præsten udstrålede en vis fasthed.
Det gik én gang, men…
Pludselig så han uret i hjørnet af tv-skærmen.
Hold op, jeg har en samtale for 5 minutter siden. Han sprang op og var hurtigt ude af døren.
…
Undskyld Vera – jeg blev lige opholdt af graverne. Kom med indenfor.
En kone på et halvhundrede år satte sig over for præsten ved det lille bord på kontoret.
Hun var tydeligvis ked af det.
Hvad – øh, hvordan står det til?
Vagn kan snart ikke tage mere – han er slået helt ud. Før blev han gal og tosset, men nu bliver han bare helt stille – fuldstændig sådan depressiv.
Jeg så det godt på nyhederne, kom det fra præsten, var det nogle og tyve moderdyr, der var bidt ihjel.
Ja, også den evindelige “tvivl” -er det en ulv eller vilde hunde, der står bag.
Selvom vi får lidt håndører fra Staten efter en masse bøvl, så er det hårdt økonomisk også – især når han mister humøret – og så op til jul.
Og vi er ikke de eneste på egnen -de andre avlere er også tit ramt, og vi får næsten ingen penge for jagten mere. Ingen vil gi en krone for at blive til grin overfor en forbandet ulv, der har jaget alt vildt væk.
Præsten tog sig til hagen. Ja, det er da ikke let, det her.
Og ingen tør rigtig skyde bæstet, som jo også holder sig på afstand – om dagen!!
(…)
Ja, har du hørt ovre ved Vera og Vagn!
Jo, jeg så det godt på nettet.
Er du ved at være moden til at skyde bæstet, kom det spøgefuldt fra graveren?
Nej, nej, slet ikke! det er heller ikke til at få den skudt om natten – selv med lyddæmper kan det høres milevidt.
Ingen sagde noget.
Præsten sad med graverens mobil.
Graverens ansigt lyste pludselig op: Nytårsaften!!
Nytårsaften?!?! Hvad mener du?
Vi kan skyde den nytårsaften kl 12 – der skyder alle andre også.
Ja, ude midt i en skov, er der også mange raketter og kanonslag!!
Jamen ovre på Overgård skyder knægtene da af vild og tosset.
Kan du ikke se det for dig:
Vi fodrer med råt kød hver aften kl elleve – halvtolv i mellem jul og nytår.
(…)
Og Skål – og Godt Nytår!
Hvor især graveren ved tidligere lejligheder ikke sparede på de våde varer, var det påfaldende, hvor lidt han drak af vinglasset.
Aftenen skred frem og de 2 hustruer var ved at være noget berusede.
Ved 23-tiden lod graveren sive, at de lige gik en tur.
Alt var klappet og klar:
natsigtet – nye batterier – lyddæmpet riffel – tændingssystemet fra Flyvestationen – svar fra Kbh: 8 sekunder – placering af krysantemumbomben mellem foderpladsen og tårnet.
Der var fodret i mange dage nu. Den havde været der hver aften.
Det her var næsten for spændende.
Kan du se noget, hviskede graveren ind i præstens øre?
Præsten rystede på hovedet. Kl var 23.55.
Præsten nikkede pludselig.
Frem fra tykningen kom den frem og gik direkte hen til noget kød og indvolde.
De var musestille.
Præsten viste med sine fingre, at nu skulle graveren aktivere tændingen af bomben.
Samtidig med graveren trykkede på knappen, gav han præsten et forsigtig skub.
8-7-6
Pludselig blev præsten urolig.
Den løber!! Den er væk.
Hvad sker der, hviskede graveren halvhøjt?
Der kom nu et gigantisk lysglimt, der oplyste hele området, og de så begge et hundelignende dyr blev kastet tilbage mange m væk fra bomben, som den åbenbart var kommet i nærheden af.
Så var alt mørkt og efterhånden også stille efter de mange ekkoer i skoven.
Graveren og præsten sprang ned fra tårnet og stormede i retningen af bombestedet.
Graveren lyste og fandt så ulven, som lå bevidstløs, men gabte højt, skar ansigt og havde det tydeligvis dårligt.
Hurtigt, sagde præsten, bind noget om snuden, så binder jeg forben og bagben sammen under maven.
De flåede deres bælter af og bandt så dyret.
Jeg henter riflen, sagde graveren.
Vent!
Hvorfor – vi skal ha’ den skudt!
Nej!
Nej? Hvorfor siger du nej?
Det skal jeg forklare dig senere.
Hva så? Slippe den løs?
Slet ikke. Skynd dig hjem, tag din kassevogn og smid 2 af de store kartoffelkasser ind i bilen, og så noget reb.
Hvorfor?
Afsted.
Graven stak i løb og kom få minutter senere i bilen.
Åben bagi og tag ved her.
Hva’ vil du?
Skynd dig!
De bandt ulven endnu bedre med reb og smed den ind i en kartoffelkasse og proppede den anden kasse skråt i den først, så den var lukket forsvarligt inde.
Hvorfor det her, præst? Hvorfor skyder vi den ikke?
Vi kører den til Sjælland!
(…)
